Fortæl dine yndlingshistorier fra Roskilde Festival

 

I 2009 udgav vi Roskilde Stories med 300 selvoplevede fortællinger fortalt af festivalgængerne. Nu tager vi succesen op igen og indsamler historier til en e-bog, der vil udkomme sidst på sommeren.

 

Indsend dine historier ved at bruge formularen herunder

Send os din historie!

I år genopliver vi Roskilde Stories, så du igen kan dele fantastiske minder og fortælle dine bedste historier fra festivalen. Det kan være idiotiske, fjollede, fordrukne oplevelser – eller det kan være den helt sublime koncert eller den store kærlighed eller sorg. Kort og godt begivenheder, der fik dig til at grine eller som bevægede dig. Vi håber, at vi hører fra rigtig mange af jer. Du kan indsende din historie via formularen til højre. Husk at skrive hvilket år din historie er fra! Hvis du ønsker at få at vide, hvornår den nye udgave kommer som e-bog, så kan du skrive dig på mailinglisten herunder.

Skriv din historie her - Write your story here

4 + 8 =

VIGTIGT: Når du indsender din historie giver du os retten til at udgive den i “Roskilde Stories” uden vederlag. Historierne vil kun blive brugt i selve bogen, og i ganske få tilfælde vil vi bruge citater i markedsføringen.

Få besked

Få et tip

Her kan du skrive dig op, så du får en mail, når e-bogen med de nye historier udkommer.


Udvalgte historier

Suarez i moshpit?

Jeg var til min første RF sommeren 2015, og jeg havde lige været til en mega fed koncert med Gilli. Da jeg var på vej ud af menneskemængden med efterskolevennerne, hører jeg pludselig en velkendt stemme “Jounzey?!”. Der stod tre af mine gamle venner fra folkeskolen. De var klart mere fulde end jeg var, men jeg snakkede selvfølgelig med dem. Jeg besluttede mig for at følge med dem tilbage til deres Camp, da mange andre gamle venner ventede der. Jeg aftalte med dem jeg fulgtes med, at de tog tilbage til vores Camp uden mig. Da jeg havde mødt resten tog jeg med dem ud og feste. Vi havde det alt for skægt, og vi var med i rigtig mange moshpits. Jeg fik en bunke blå mærker og havde pænt ondt i ryggen den følgende dag. Hvad jeg dog ikke havde regnet med at vågne op med den følgende morgen, var et bidemærke fra en overmund på min venstre overarm. Jeg fik det tjekket hos festival lægen, og det var sandt nok fra et menneske. Men da der ikke var noget spor efter en undermund, må man formode at der enten er en person som har hamret overmunden ned i min arm under en moshpit, eller at Suarez besøgte mig i løbet af natten…

Jounzey

Urovækkende tobak

Det må have været i 1985. På daværende tidspunkt røg jeg en meget sød pibetobak ved navn Hvid Orlik. Det var en tobak som cirka en fjerdedel af det omgivende samfund elskede, men som cirka tre fjerdedele hadede. Helt sikkert var det dog, at der ikke var nogen, der ikke havde en holdning til røgen. Fredag aften omkring 5-tiden stod jeg sammen med nogle kammerater ved en ølbod, og nød et godt bryg. Jeg var lige ved at få løbet min pibe i gang, da en ung fyr med baseballkasket (hvilket var meget ualmindeligt dengang, og absolut ikke tegn på at tilhøre en bestemt subkultur) flåede piben ud af hånden på mig, med ordene ”Den snupper jeg”. Jeg spurgte ”Hvad laver du?”? Hvortil han svarede: ”Det ved du vist godt”, og forsvandt i mængden. Jeg var temmelig paf. Det var først, da mine kammerater forklarede, at der sikkert var tale om en urobetjent, at der gik en prås op for mig. Jeg spurtede afsted i den retning manden var forsvundet. Det lykkedes mig at finde ham igen. Det virkeligt svære var at overbevise ham om, at selvom Hvid Orlik har en sødlig duft, er den helt anderledes end den lugt, han søgte. Det krævede 10 minutters insisteren at få min pibe tilbage. Man må håbe, at politiet af i dag har et lidt bedre grundlag at gå frem efter end blot en beskrivelse af en duft.

Niels Johanneson Smedegaard, Århus C

Ladybum

Det var festivalen 2015, hvor jeg for andet år befandt mig sammen med 130.000 andre glade festivals gæster med bagagen fyldt med øl og klar på mushpit så det sagde spar to.
Det gik hen og blev mandag i festivals ugen og en kvinde ved navn ‘Ladybum’ havde på Facebook lavet en begivenhed, fordi hun har et talent for at twerke, som jeg havde sagt deltager til (da jeg selv er ret vild til at twerke) mig og et par venner var så taget afsted til denne her twerktime. Jeg fandt så hurtigt ud af at jeg var ret vild, i forhold til resten at ‘eleverne’ til denne her time.
Der kom så en kort pause, der besluttede mine venner og jeg at sætte os ned. Vi gik så bag det her kæmpe anlæg og der var hun, Ladybum. Jeg kunne simpelthen ikke lade vær, så jeg gik hen til hende, stod helt foran hende og så twerkede jeg min ass off! Hun blev meget imponeret og inviterede mig med op på scenen, jeg takkede pænt ja tak. Så stod jeg lige pludselig foran de her 1.000 mennesker og twerkede så røven hoppede, som om jorden rystede (det gjorde den næste også pga. anlægget) og alle klappe og skreg. Mig og Ladybum krammede efter jeg havde haft en solo og twerket med hende. Derefter fik jeg mig et tilnavn som Twerk’king, på trods af min 16-årige alder. Det var mine 15-minutes-of-fame, som jeg nød til fulde og stadig tænker tilbage på.

Rasmus

Telefon til Silas!

Roskilde 2007 var min første Roskilde, men bestemt ikke min sidste. Den første aften var jeg ude at gå en tur med min veninde Puk, da jeg så noget lyse i mudderet. Det viste sig at være en mobiltelefon, der lyste, da den lige havde modtaget en besked. Jeg samlede telefonen op og ringede til den person, der havde skrevet beskeden. Det viste sig at være moren til ham, der havde tabt telefonen. Telefonen var ved at dø, og jeg kunne næsten ikke høre, hvad der blev sagt, så jeg gav hende mit nummer, og hun ringede mig op på min telefon. Vi blev enige om, at når hun fik fat i sin søn, skulle hun give ham mit nummer. Senere blev jeg så ringet op af ham – han hedder Silas. Han blev meget glad for, at hans telefon var blevet fundet. Vi mødtes, han fik telefonen, og som tak blev jeg inviteret på en øl i hans lejr. En øl blev til flere, og jeg endte med at blive i hans lejr om natten… eller det vil sige, jeg blev der resten af festivalen… Jeg blev, selv om hans telt var mere utæt end mit eget…det må man kalde ægte kærlighed… Vi er stadig kærester idag! SÅ, UDEMÆRKET ROSKILDE!!! Vi ses på ROSKILDE 2008

Hvis du har lyst til at læse alle de gamle historierne, kan du købe bogen her.

Roskilde Stories